>Social institutionsmekanisme<

Modellen anvendes bl.a. til at placere studiet af sociologi indenfor feltet "det civile samfund", studiet af økonomi indenfor "markedet" og studiet af politik indenfor "staten". De senere år har sociologien imidlertid fået - eller tiltaget sig- en ny rolle i den samfundsvidenskabelige tradition, idet det hævdes, at de generelle samfundsteorier - grand theories - er sociologiens hovedområde. Sociologi dækker ifølge denne opfattelse således 3 hovedperspektiver:

Grand theories- som søger at finde generelle lovmæssigheder for den samfundsmæssige udvikling.
Gruppesociologien - som søger at finde sammenhænge i menneskers indbyrdes samspil og i menneskets forhold til sine omgivelser. Betegnes også " den lille sociologi" , fordi den beskæftiger sig med menneskelige relationer i grupper eller med adfærdsstudier af mennesket.
Individualitetsforskningen, som focuserer på studiet af adfærd hos enkeltindivider , og som ofte sammenkæder sociologiske og psykologiske teorier og iagttagelser.
Ovenstående typeopdeling er imidlertid ikke tilstrækkelig til at forstå de sociologiske teoriers indbyrdes forskelle. En anden skillelinie angår den sociologiske praksis - eller sociologiens anvendelighed. Skal sociologien (primært) undersøge, fortolke eller forandre verden? Eller skal den have alle tre mål for øje?
Epistemologi spiller en væsentlig rolle for udviklingen af sociologien. Epistemologien udvikler teorier om, hvilke betingelser der ligger til grund for eksistensen af gyldig viden. Her opstilles kriterier for gyldigheden af udsagn om forholdet mellem subjekt og objekt, forholdet mellem tænkning og eksistens eller motiveringen for bestemte handlinger. I realistisk teori opfattes eksistensen som grundlaget for tænkningen. Gennem sproget omsættes tænkningen til handling. Handling udtrykker rationelle valg af midler i overensstemmelse med fastsatte mål.

Nominalistisk teori tager udgangspunkt i benævnelsen eller sproget som kode for eksistensen. Benævnelsen af begreber "bestemmer" teoriernes gyldighed. Væren eksisterer kun gennem talen som navngiver eksistensen.

I tilknytning til realismen har den primært undersøgende sociologi udviklet sig. Den har rødder i oplysningstiden, og har positivismen og naturvidenskaberne som forbillede. Den søger sammenhænge i normaladfærd, som bygger på rationalitet. Den logiske følgeslutning udtrykker således, at elementer kan ordnes i helheder, som tilsammen udgør (eller er tegn på) generelle udviklingslove. Verden opfattes som lineær og progressiv.

I forlængelse af nominalismen søger den primært fortolkende sociologi meningen bag handlinger. Verden forstås som kompleks og differentieret i delsystemer. Generaliseringer foretages muligvis, men ikke forstået som følger af logiske slutninger, men som tolkninger af fællestræk i sociale systemer. Problemstillingen forskydes til: Hvilke forhold skaber integration i sociale systemer?

Den forandrende sociologi kan have forskelligt sigte. Enten med udgangspunkt i en "morallære", hvor der sættes fokus på de normer, som skaber forandringer. Et centralt udgangspunkt herfor er opdragelsesprocessen. Spørgsmålet er her , om der eksisterer fundamentale værdier i et samfund, som alle borgere må indordne sig under, og hvorledes sådanne værdier ændrer sig. Et andet udgangspunkt er hypoteser om nødvendige sociale forandringer, forstået som social evolution eller evt. som opgaver, der er knyttet til bestemte klasser.

De nævnte forskelle i sociologiske teoriers indfaldsvinkler til studiet af samfundsbetingelserne udtrykker således et grundlæggende videnskabsteoretisk dilemma: Hvilken viden er gyldig viden? I tilknytning hertil kan yderligere stilles spørgsmålet: Hvilken (gyldig) viden er relevant for en given problemstilling? Disse spørgsmål søges også besvaret i den sociologiske metodelære. Det må imidlertid understreges, at metodelæren naturligvis er afhængig af den enkelte forskers teoretiske ståsted. Al sociologi bygger således på grundlæggende antagelser om sammenhænge. Disse antagelser kan være begrundet i problemstillingens karakter (og benævnes da hypoteser) eller de kan være udtrykt for grundantagelser om menneskets natur, samfundets natur eller Guds eksistens ( og benævnes da stipuleringer).

Sociologisk teori:

Den klassiske sociologi interesserede sig især for de sociale systemer i det "store" samfund, dvs. indenfor nationalstatens rammer. De grundlæggende principper var oprindeligt formuleret positivistisk, især af Auguste Comte, som mente, at iagttagelser, der baserede sig på positivt erkendte erfaringer, kunne generaliseres til at forudsige udviklingen. Sociologien byggede således på dels en videnskabelig analyse af data, dels forestillingen om, at al udvikling er styret af visse lovmæssigheder. Disse lovmæssigheder omfatter tilbagevendende hændelser ("naturlovene"), og er således deskriptive. Vedtagne love, f.eks. den danske straffelov, er styringsmidler, som udtrykker lovgivernes hensigt og kaldes derfor normative. Positivismens fornemste opgave kan formuleres som "at skabe balance mellem naturlovene og de menneskeligt skabte love og regler". Ideelt set sigter positivsmen således mod en videnskabelig styring af samfundet.

Funktionalismen gik et skridt videre. Udgangspunktet for funktionalisterne er studiet af den sociale orden. Hvilke mekanismer viderefører den sociale orden og sikrer, at samfundsstrukturen ikke bryder sammen? På grundlag af Herbert Spencers (1820-1903) teori om samfundet som en organisk mekanisme, hvor alle organer har en funtion for mekanismens overlevelse, har funktionalismen udviklet en række teorier om social udvikling. I sin moderne udformning er disse teorier især præget af Talcott Parsons handlingsmodel fra 1964.

Parsons teori omfatter 4 kategorier, der tilsammen forklarer socialt samspil:

1)Tilpasning til omverdenens krav

2)Målfastsættelse og målindfrielse

3)Integration, der bygger på etablering af sammenhold og opnåelse af kontrol.

4)Udvikling af kulturelle symboler, der kollektivt viderefører moralværdier. Sådanne symboler og værdier er latente.

Parsons forsøger gennem sin model at overvinde en svaghed i den klassiske funktionalisme: Antagelsen af at sociale systemer primært overlever gennem rationalitet. I den politiske videnskab er teorien om "begrænset rationalitet" udviklet i et forsøg på at forklare politiske beslutninger, der tilsyneladende er formålsløse. I Parsons skema har punkt 4) og delvis punkt 3) taget højde for, at der ikke nødvendigvis er en dybere logisk sammenhæng i sociale systemer. De elementer i den sociale orden, som ikke er målrationelle, kan forstås som "disfunktioner", der i sin yderste konsekvens vil kunne omstyrte den sociale orden. Selv om funktionalismen normalt opfattes som en samfundsbevarende teori, kan den moderne strukturfunktionalisme også rumme forklaringer på grundlæggende samfundsforandringer.

Funktionalismens betydning for sociologien i dag er imidlertid ikke dens antagelser om samfundet som en helhed. Den synes snarere at inspirere databaserede undersøgelser af gruppeadfærd i afgrænsede sociale systemer. Sådanne undersøgelser er i vidt omfang præget af de metoder, som funktionalister har udviklet. Det drejer sig især om anvendelsen af begreber som status, position, norm, rolle og institution, integration og differentiering.

Hvis antagelsen om mål- middel rationalitet bag menneskelig adfærd må opgives, indebærer dette ændrede betingelser for socialisationen i samfundet. Uanset hvor snævert og tidsafgrænset fællesskabet er, så har aktørerne brug for spilleregler, midler og instrumenter, som sætter den enkelte i relation til resten af verden. Den franske sociolog Pierre Bourdieu sammenfatter de kompetencer og orienteringsretninger, som mennesket opbygger gennem socialisationen i begrebet 'habitus'. Habitus omfatter et individuelt anlæg for at handle, men samtidig er det enkelte individs handlepotentiale under indflydelse af opdragelsen, som er et udtryk for samfundsmæssiggørelsen af individet. Habitus omfatter tilsyneladende summen af alle anlæg og erfaringer, som det enkelte menneske disponerer over, som sammen med den 'menneskelige kapital' udgør personligheden. Viden er en væsentlig del af den menneskelige kapital, en form for symbolsk kulturel kapital, som adapteres i kroppen sammen med vore øvrige anlæg. Bourdieus kapitalbegreb er således et komplekst fænomen, som både omfatter en klassekultur og det enkelte individs kultur. Den klassespecifikke viden er en væsentlig årsag til den fortsatte sociale stratifikation og den begrænsede mobilitet mellem de forskellige klassekulturer. Bourdieu's begrebsapperat er ganske vist komplekst og vidtfavnende, men i sin kollektive kulturforståelse er han på linie med mange andre senmoderne sociologer. Forbindelsen mellem habitus og kontingente handlinger er således tilsyneladende hos Bourdieu statistiske kendsgerninger eller med andre ord, videnskabelige facts. Formålet med den videnskabeligt funderede viden synes imidlertid at være af politisk karakter, idet anvendt viden risikerer at blive ren ideologi, og dermed en dimension i den symbolske magt: magten til at repræsentere fællesskabet.

I Danmark har Socialforskningsinstituttet udviklet en metode, der findes velegnet til at påvise statusforskelle i samfundet. De 5 socialgruppekategorier, som er en videreudvikling af Kåre Svalastogas statusbegreber fra 1950' erne kan således anvendes til både at vise et "øjebliksbillede" af konkrete sociale forskelle, samt til at vise dynamiske forandringer i status og levevilkår. Erik Jørgen Hansen, som har været centralt placeret i udviklingen af socialgruppebegrebet, hævder, at socialgrupperne derfor både kan tolkes "funktionalistisk", dvs. vise den eksisterende sociale orden og "marxistisk", dvs. påpege uligheder og konflikter i samfundsstrukturen. Herved søger han at modgå den ofte formulerede kritik af funktionalistiske teorier, at de tjener til at retfærdiggøre eksisterende uligheder, idet undersøgelserne også kan påvise konfliktdimensioner i samfundets institutioner. EJH's udgangspunkt var således neofunktionalistisk, mens hans uddannelsesforskning i stigende grad læner sig op ad Bourdieus kulturelle kapital-begreb, og hans konklusioner peger i retning af en marxistisk tolkning af uligheder!

Tendensen til at sociologien i stigende grad ser sit opgavefelt som hele samfundet, dvs. udvikler teorier der skal tjene til at forklare både økonomiske, politiske og sociale udviklingstræk, udmøntes i praksis af mange undervisere, som anvender forklaringer, der knytter sig til Jügen Habermas' model.

Habermas' forstår moderniteten som et samspil mellem systemer og kommunikation kan beskrive dette. For Habermas er den kommunikative rationalitet et udtryk for den intersubjektive forståelsesramme i livsverdenen, og hermed en modsætning til den instrumentelle logik i systemverdenen. Problemet er imidlertid, at stat og marked kolonialiserer livsverdenen, og dermed indskrænkes det kommunikative frirum. Massemedierne er et af instrumenterne for den systemlogiske manipulation, der indbefatter muligheden for opløsning af livsverdenens "kollektive fornuft". Habermas opfatter moderne rationalitet som socialiserede handlingsmuligheder for normativ, argumenteret og ekpresssiv adfærd. Men den massemedie-manipulerede kommunikation nedbryder fællesskabet om væsentlige kollektive værdier.

Habermas kan være udgangspunkt for at beskrive et af modernitetens paradokser, at systemet forudsætter en balance mellem abstrakt lighed og konkret frihed, mellem abstrakt magt og konkret ansvar. Denne beskrivelse er ikke tilstrækkelig som grundlag for en forklaring. Modsætningerne mellem subjektet og kollektivet kan ikke alene fortolkes under henvisning til nødvendigheden af almen dannelse eller etiske standarder. Der må andre analyser til, for at forklare værdiernes krise i dagens samfundsdebat.

Anthony Giddens har medvirket til at udvikle nye paradigmer, der knytter sig til modernitetens paradokser. Hans strukturationsbegreb tager udgangspunkt i en forestilling om, at det er forandringernes hastighed, der er grundlaget for en ny social struktur. Mennesket sættes i en række valgsituationer, som traditionen, autoriteterne eller religionen ikke kan give handlingsanvisninger overfor. Disse valgsituationers idealtype er fortløbende processer af frie, personlige beslutninger, som honorerer de samfundsmæssige krav om mobilitet og omstillingsevne. Det kan diskuteres, om Giddens begreber er en egentlig teori om samfundsudviklingen i senmoderniteten.

Giddens fremhæver, at et af problemerne ved tilværelsen i dag er, at beslutninger aldrig synes endelige, fordi de sjældent er ubetinget gyldige, og at det betyder, at samfundet har uddifferentieret sig i en uoverskuelig mængde individuelle sfærer, som ikke umiddelbart kan sammenlignes med hinanden. Vi mangler målestokke for sammenligninger. Det er vilkår, der ikke kun forøger vores mulighed for individuel lykke. De formindsker også vores mulighed for at indgå i fællesskaber, for at føle os hjemme et sted. Ethvert tilbud om fællesskab modtages kritisk og bedømmes individuelt. Vi er fundamentalt alene i verden.

Denne erkendelse har ansporet Giddens til at opfatte identitetsdannelsen som det egentlige værn mod den relativisme og nihilisme, som er den umiddelbare konsekvens af menneskets nye autonomi. Opbyggelsen af identiteten som læreproces, hvor selv-refleksionen er endemålet synes at være løsningen på det modernistiske paradoks. Dannelse og selvrealiasering indgår i en enhed, som er grundlaget for den enkeltes livsstilsprojekt, at kunne orientere sig i forhold til omverdenen som verdensborger. Giddens' nøglebegreb livspolitik er et forsøg på at skabe en ny konstruktivisme. Identitetsdannelsen bygger på en reflekterende praksis, som er personlighedsudviklende. Tankegangen findes udfoldet i mange varianter, og er indenfor den pædagogiske debat benyttet som dokumentation for mange forskellige projekter om og holdninger til opdragelse. Debatten antyder, at selv-fokusering og selv-realisering tenderer mod en selv-relativisme, hvor forskellige personligheder er lige gyldige størrelser, og dannelsen er et flygtigt og evigt foranderligt mål for projektets succes.

Som argument mod Giddens' livspolitik er det med rette blevet påpeget, at selvrefleksionen er et anliggende for de socialt velstillede, og at omstillingskravene fungerer som sorteringsmekanisme på arbejdsmarkedet. Overfor disse kritikere har Giddens tilhængere påpeget, at hans fortjeneste især er udviklingen af strukturationsbegrebet, som angiver en løsning på det klassiske sociologiske problem: Er det systemet og dets struktur eller aktørerne og deres indbyrdes samspil, der er sociologiens væsentligste studieobjekt.

På trods af afgørende teoretiske forskelle i forskerkredse, er der på visse områder udbredt enighed om sociologiens opgave. Sociologien belyser det sociale system og dets struktur, dvs. de til systemet forbundne elementer. Elementerne består af sociale institutioner, som dels udfylder en opgave i helheden, dels er integreret i andre institutioner. (Fx. har familien en række opgaver i samfundet, men er samtidig integreret i bl.a. den offentlige sektor). I samspil med institutionerne findes der organisationer og organisationsstrukturer, og samspillet påvirkes af normer og regler, der kan være formelt vedtagne eller uformelt fungerende, samt af kommunikationssystemer. Samtidig er det en forudsætning for systemernes opretholdelse og udvikling, at der udspiller sig handlinger, foretaget af individer eller aktører.

Denne overordnede enighed (konsensus) anfægtes imidlertid af postmodernister, dekonstruktivister og kulturrelativister. Dette ganske omfattende problemkompleks vil jeg ikke uddybe her; men det understreger, at uenigheden mellem sociologerne i dag især angår spørgsmålet om,

der eksisterer generelle lovmæssigheder for den samfundsmæssige udvikling,
om der er bestemte områder, der "bestemmer" over andre,
om nationen er et for snævert udgangspunkt for vurdering af den samfundsmæssige udvikling samt
om industrisamfundets rolle som dominerende produktionsform er udspillet.

Når sociologer som Henrik Dahl ser på markederne, ser det imidlertid helt anderledes ud. En professor i økonomisk sociologi skrev engang et oplæg om markeder som politik.

Tja, han argumenterer for, at producentens side af markeder er sammensat af folk i organisationer, der søger at udøve magt - både inden for deres organisationer og mellem organisationer.

Som alle andre sociologer, ser Henrik Dahl markeder som en social institution snarere end en upersonlig økonomiske mekanisme. De virksomheder, der dominerer markeder har deres egne mål: ikke at maksimere overskud eller give kunderne værdi for pengene, men blot at overleve og trives.
Læs mere her: Henrik Dahl - forfatter - sociolog - foredragsformidling

Relaterede sider:

Arbetsförmågadepression
Anne Linnet - mf-kunstner-05052010202749 - musikalskeforedrag.dk
Barndommens gade
Designstressphase
Harmoniglad folkemusik
Lederærlighed
Matriarkatet som samfundssystem
Prestationsångestföreläsning
Selv-realiseringsuksess
Stresssignal föreläsning
Trompetkyrkankonserter